Korsør Bykontor søger ny daglig leder

Korsør er i udvikling. Der investeres i byudvikling, bosætning, natur og det gode hverdagsliv, og hver dag skaber foreninger, kulturinstitutioner, virksomheder og frivillige aktiviteter og fællesskaber, som gør byen til et godt sted at bo og besøge.

Korsør Bykontor er en del af den udvikling. Vi samler trådene, skaber overblik over det, der sker i byen, formidler mulighederne og bringer mennesker og samarbejder sammen. På den måde bidrager vi til udviklingen inden for bosætning, fritid og turisme og gør det lettere for både borgere og gæster at opleve alt det, Korsør rummer.

Som daglig leder får du ansvaret for, at Bykontoret fungerer i hverdagen, og at vi fortsat er et sted, hvor mennesker føler sig velkomne, får hjælp og får lyst til at komme igen.

En vigtig del af opgaven bliver samtidig at skabe et stærkt fællesskab omkring Bykontoret. Når flere engagerer sig i Bykontorets arbejde, får vi bedre muligheder for at være til stede i byen, opbygge relationer, formidle de mange aktiviteter og oplevelser og skabe endnu større værdi for borgere, gæster og samarbejdspartnere.

Nogle dage arbejder du fra kontoret. Du planlægger, følger op på økonomien, koordinerer projekter, skriver til hjemmesiden eller sociale medier og forbereder materiale til bestyrelsen. Andre dage er du ude i byen, besøger en forening, mødes med en samarbejdspartner eller lærer en ny frivillig at kende. Og indimellem er det de praktiske opgaver, der fylder. Der skal brygges kaffe, handles ind, gøres klar til et møde eller tages imod borgere og gæster. Netop den variation er en naturlig del af hverdagen i Bykontoret.

Du bliver daglig leder for Bykontorets deltidsansatte og de frivillige. Opgaven handler først og fremmest om at skabe rammer, hvor mennesker har lyst til at bidrage. Du skal kunne få øje på det, andre kan og vil, skabe overblik og få mange små og store opgaver til at hænge sammen.

Vi forestiller os derfor en person, der trives med stor selvstændighed og har blik for mennesker, samarbejde og sammenhænge. Du er god til at prioritere, når mange opgaver kalder på din opmærksomhed, og du trives med at skifte mellem planlægning, koordinering, ledelse og de praktiske opgaver, som følger med hverdagen i en lille organisation.

Om stillingen

Du får stor frihed til selv at planlægge og tilrettelægge dit arbejde inden for de mål og rammer, som bestyrelsen fastlægger. Arbejdstiden tilpasses Bykontorets aktiviteter, og der må derfor forventes aftenarbejde og lejlighedsvis weekendarbejde i forbindelse med møder, netværk og arrangementer.

Du refererer til bestyrelsens forperson og samarbejder tæt med den øvrige bestyrelse, som blandt andet består af repræsentanter fra Korsør Lokalråd og Korsør Turistråd.

Stillingen ønskes besat pr. 1. august 2026.

Ansættelsessted er Korsør Bykontor Algade 30A, 4220 Korsør

Stillingen er på 25 timer om ugen med mulighed for et øget timetal frem til årets udgang.

Løn- og ansættelsesvilkår oplyses ved henvendelse.

Ansøgning

Ansøgning med CV sendes til info@korsoerbykontor.dk senest den fredag den 17. juli 2026

Samtaler afholdes den onsdag den 22. juli 2026.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at sende dit navn og telefonnummer til info@korsoerbykontor.dk, så vil du blive kontaktet af bestyrelsens forperson Nina Ottesen.

Om Korsør Bykontor

Korsør Bykontor arbejder med bosætning, fritid og turisme. Bykontoret synliggør og formidler de mange aktiviteter, oplevelser og muligheder, der findes i Korsør, og skaber forbindelser mellem borgere, foreninger, virksomheder, frivillige og offentlige samarbejdspartnere. Bykontoret drives med støtte fra Slagelse Kommune og ledes af en bestyrelse med repræsentanter fra blandt andet Korsør Lokalråd og Korsør Turistråd.