VELKOMMEN TIL
KORSØR LOKALRÅD
Dialog, samarbejde og en langsigtet udvikling af Korsør.
Korsør Lokalråd – sådan arbejder vi
Korsør Lokalråd arbejder for at skabe en helhedsorienteret og langsigtet udvikling af Korsør. Som lokalråd er vores vigtigste opgave at bringe borgernes perspektiver i spil dér, hvor byen formes – i dialogen med kommunen, politikerne, foreningerne og de mange lokale aktører, der hver dag bidrager til livet i byen.
Vi deltager løbende i møder, arbejdsgrupper og udviklingsfora om alt fra bymidte og havneområde til stier, turisme, cykelplanlægning og nye initiativer i lokalområdet. Vores rolle er ikke primært at arrangere aktiviteter, men at sikre sammenhæng, retning og borgerblik i de beslutninger, der har betydning for Korsør både nu og i fremtiden.
Året 2025 har budt på mange samarbejder – blandt andet i forbindelse med udviklingsplanen for Korsør, arbejdet med højvandssikring, drøftelser om Caspar Brandts Plads og deltagelse i Korsørs 600-års jubilæum. Vi er til stede i lokale processer, borgermøder og arrangementer, hvor vi bidrager med konstruktiv dialog og et helhedsorienteret perspektiv.
Vi modtager også af og til henvendelser fra borgere om stort og småt i hverdagen. Det kan være spørgsmål om belysning, tryghed eller byrum, og selv om sagerne varierer i størrelse, er de vigtige, fordi de handler om borgernes oplevelse af at blive hørt og taget alvorligt.
I efteråret 2025 stod vi desuden bag arrangementet “Korsør og Kommunalvalget”, hvor borgere og kandidater mødtes i åbne samtaler om de temaer, der betyder noget for livet i Korsør. Det er netop denne type demokratisk dialog, vi gerne vil være med til at styrke.
Korsør Lokalråd er en del af bestyrelsen for Bykontoret, som arbejder med turisme, bosætning og foreningssamarbejde. Det giver os mulighed for at koble lokalrådets arbejde tæt sammen med konkrete projekter, der skaber byliv, fællesskaber og udvikling. Lokalrådet holder møde 11 gange om året – og du er altid velkommen til at deltage. Kontakt os på nedenstående mail, hvis du vil høre nærmere. Vi offentliggør altid vores mødereferater. Dem kan du også finde nedenfor under ”referater”.
Bestyrelsen
Fra venstre på ovenstående billede:
- Dorrit Bruun Olesen
- Lucas Kristensen (kasserer)
- Poul Nørgaard Andersen (næstforperson)
- Charlotte Horn (1. suppleant)
- Hardy Gregersen
- Jane Myrlund
- Andrea Bruun (forperson)
Fraværende bestyrelsesmedlem:
- Lotte Brøns
Vores mission
Vi arbejder for et Korsør, hvor interesser ikke står i konkurrence, men supplerer hinanden – hvor gode rammer for børn, unge, voksne og ældre går hånd i hånd. For når byen er attraktiv for familier og hverdagsliv, gavner det både erhvervsliv, frivillige fællesskaber og sammenhængskraften i hele lokalområdet.
Har du idéer eller synspunkter, som du gerne vil dele? Vi opfordrer dig til at komme i kontakt med os, så vi kan arbejde sammen om at skabe et stærkere Korsør. Fang os på mailen, korsorlokalrad@gmail.com eller find os på Facebook som Korsør Lokalråd
Referater