Flyt til Korsør
Korsør er en maritim købstad med vand til alle sider, som både byder på familievenlige strande, vandsportscenter, lystbådehavn, naturområder rundt om noret, fiskerihavn og industrihavn. Den levende havneby med den gamle bydel danner rammen for de mange events man kan opleve året rundt.
Man kan bla. opleve Picnic koncerter i sommerperioden, Aqtive Days som leder op til Maritim Kulturuge med aktiviteter og festligheder for børn og voksne, samt Danmarks Maritime Folkemøde og åbent hus hos flådestationen. I december kommer julemanden sejlende til byen, tænder juletræet og hjælper med at vække nisserne på fæstningen.
Vi har svømmehal, skaterpark, golfbaner og verdens ældste uændrede biograf. Der er flere indkøbsmuligheder både i byen, den sydlige del af Korsør og Halsskov.
Korsør har et aktivt foreningsliv og Korsør Kulturhus, Teglværksparken og Tårnborgforsamlingshus er bla. samlingssteder for foreningsliv, events og udstillinger.
Er du ny borger i vores by vil vi gerne byde dig velkommen og være behjælpelig med informationer om de mange muligheder du har for at falde godt til i dine nye omgivelser og fortælle om Korsørs mange tilbud og fortræffeligheder. Du er altid velkommen til at komme ned til en snak, uanset om det er specifik information du søger, eller om du bare vil høre mere om Korsør. Du kan finde vores åbningstider her på siden eller på vores Facebook Korsør Bykontor.
KORSØR BYKONTOR
Kig forbi vores kontor og få folderen “Velkommen til Slagelse Kommune”. Du kan også finde brochurer fra Korsør og omegn samt information om foreningsliv og aktivitetskalender for Korsør.
TILFLYTTER ARRANGEMENT
Korsør Bykontor afholder mindst et tilflytter arrangement om året og du modtager invitationen i din e-boks. Til arrangementet kan du bla. møde andre nye tilflytter og blive introduceret til foreningslivet.
PRAKTISK INFO
BORGERSERVICE
Du finder borgerservice på Korsør Bibliotek. Bernstensgade 3, 4220 Korsør.
BIBLIOTEKET
Korsør Bibliotek er en del af Slagelse Biblioteker & Borgerservice som består af bibliotek og borgerservice i Slagelse, Korsør og Skælskør.
HALSSKOV BROEN
Få en SMS når der er planlagt åbning af Halsskov broen.
AFFALD SLAGELSE
Prøv app’en ‘Affald Slagelse’, der kan gøre din hverdag med at sortere affald lidt lettere og give dig et hurtigt svar på, hvornår dit affald hentes.
GIV ET PRAJ
En nem måde for dig at give besked til kommunen, hvis du ser mangler eller fejl på kommunens veje og fortove, parker, strande, kommunale arealer og offentlige toiletter mm.
BOMHUSET
Vil du udstille dine malerier, skulpturer, fotos, kunsthåndværk m.m.? – så kan du gratis låne lokalerne i Bomhuset på Nankes Plads.